Hvorfor gå ind i politik

Jeg har altid været optaget af politik. Og det bør man på en måde være, synes jeg, hvis man ønsker at være ikke bare borger men medborger og dermed præge det samfund, vi er fælles om. Den indstilling er grundlagt i min barndom. Jeg husker, at jeg som lille dreng betragtede min far, Poul Erik Søe, som var holdningsbåret politisk journalist, siddende ved sit skrivebord med cigar i munden og – undertiden – himmelvendte øjne, skrivende på sin gamle skrivemaskine. Engageret. Oprevet. Målrettet. Han lignede en, der mente noget med det, han skrev, og jeg havde en fornemmelse af, at hans ord var med til at ændre verden.  

Det tror jeg, de gjorde. Ord ændrer jo noget, hvis man lytter. Samtaler om politik er væsentlige – og på mange måder, tænker jeg, at det nærmest er vores borgerpligt at mene noget, fordi det er sådan, vi skaber et fungerende folkestyre. 

Fordi jeg selv har været journalist, så kender jeg følelsen af det privilegium, det er at være den nyhedsvært, der formidler politiske emner- og udspil til befolkningen. Og sådan skal det føles; som et privilegium. Det er så uendeligt vigtigt, at vi har medier der går i dybden – og som er dedikerede til den demokratiske opgave, det er at folkeoplyse. 

Som nyhedsvært opdagede jeg dog med tiden, at der ikke var plads til den fordybelse, jeg havde håbet på, i en flygtig mediedagsorden. Vi lavede måske et par nedslag i et lovforslag. Vi satte mikrofon på en eller anden ekspert, der kunne sige, at det hele måske nok var ad helvede til… Og så rundede vi af med et par politikere i studiet, som kunne råbe lidt ad hinanden – ansporet af mig, der fungerede lidt som en bidsk pittbull, der angreb dem på alle holdninger, fremfor at være den vagthund, jeg havde håbet på kunne være – ved til at holde dem op på deres ord og løfter.  Samtale blev det aldrig til. Hellere debat og konfrontation. I dag ser jeg, hvor vigtigt det er, at vi forandrer den politiske samtale. Både mellem og med politikerne og hinanden. Ellers holder vi helt op med at sige noget, frygter jeg. Det vil jeg gerne være med til at forandre. 

Vi er endt der, hvor vi taler om “borgens tykke mure” og hvor vi er begyndt at give højlydt udtryk for vores politikerlede. Borgerne har – for en stor dels vedkommende – ikke lyst til at melde sig ind i politiske partier. De ønsker ikke at sætte sig ind i politiske beslutninger. Mange har mistet troen på og respekten for vores system og institutioner. Ansvaret ligger i høj grad hos medierne og politikerne – men jo også hos alle os borgere, der – fordi vi har resigneret i forhold til politiske slagord og termer, vi synes, vi har hørt for mange gange før – er med til at skabe det egentlige demokratiske problem. Alle må være med og flest muligt bør være det. Hvis vi melder os ud, så erstatter vi folkestyre med et styret folk. Det er ikke meningen.  

Da jeg stoppede som studievært i år 2000, måtte jeg endelig mene noget. Jeg havde siddet på skærmen og interviewet politikere og ministre og forskere i timevis – og jeg holdt aldrig op med at undre mig over, at både spørgsmål og svar på mange måder var givet på forhånd.  

Politik var og er fastlåst – og det er rådgivere og gallup-målinger der dikterer, hvad det bedst kan betale sig at sige, når et valg nærmer sig. Kun få får ordet, mens der på Christiansborg vel er godt 140 folkevalgte, som ingen hører fra. Det er kun blevet mere tydeligt for mig; hvis man vil genstarte en ægte politisk samtale i vores land, skal vi gøre det hen over midten. Først da brydes fastlåste holdninger. Jeg har altid hadet blokpolitik.  Når man laver brede forlig, må det altid være om de mindste ting, fordi man aldrig kan enes om de store forandringer, så længe opposition er den politiske praksis, vi dyrker mest intenst. Da jeg efter min tid som nyhedsvært kom tættere på politikere og politik på en ny måde, opdagede jeg, at de godt kunne enes bag den lukkede dør – men ofte sagde højt derinde, at de jo ikke kunne gå ud til deres bagland og vælgere og sælge den holdning eller enighed. Man gik derfor til forhandlinger med en klar fornemmelse af, hvor få ting man i virkeligheden til sidst ville kunne enes om i det endelige lovforslag. 

Jeg sagde ja til at stille op for konservative og ønskede at trække dem mod midten. Det lykkedes absolut ikke. 

Jeg gik med i Ny Alliance, der i høj grad var et midterparti – men hvor de tre stiftere ikke havde fundet fælles fodslag – og så endte det hele som Liberal Alliance og en noget fastlåst ideologi. 

Jeg var derefter medstifter af Borgerligt Centrum, et vanvittigt spændende projekt, hvor vi samlede en stor flok, der både kom helt ude fra Enhedslisten og over til Dansk Folkeparti. Vi lavede et borgerligt midterparti med et godt og gennemarbejdet politisk fundament. Bestående af netop mødet mellem rød og blå. Men formanden faldt desværre. Han blev overrasket over arbejdsbyrden og endte med at fjerne sig fra projektet, der led under uroen. 

Min midtersøgende tankegang var uforandret. Radikale var helt udelukket, da de ikke er et midterparti, klart tilhører rød blok og har gjort det, siden Jelved og Nyrup dannede regering i 1993 – og så er de, efter min mening, mere woke end vågne. 

Jeg bidrog med sparring og kommunikation i blandt andet Venstre de kommende år, og jeg oparbejdede derigennem et begyndende venskab med Lars Løkke Rasmussen. Han er, som jeg ser det, en af de mest kompetente politikere i Danmark; erfaren, folkelig og rundet at levet liv. Og så er han et dejligt menneske oveni. Han var og er alt det – og så var han også begyndende træt af det fastlåste politiske landskab. 

Under seneste valgkamp udgav han derfor en bog, der gerne ville skabe blik for nye konstellationer i politik. Jeg elskede idéen – og det samme gjorde mange andre vælgere, der kvitterede med enorm fremgang til Lars Løkke Rasmussen personligt og til partiet. Baglandet i Venstre kvitterede dog med intern uro, og Lars forlod partiet kort tid efter. De dage skrev han historie – og den fortsætter i Moderaterne. 

Jeg kontaktede Lars fra tid til anden. Ofte, måske ligefrem, med forslag om at stifte et nyt midterparti, der nuanceret og reflekteret skulle favne de danskere, der også mener, at der er brug for at gøre tingene på en ny måde. Jeg blev ved at skrive. Jeg så Lars som den politiker, der kunne forandre noget på en afgørende måde – og jeg forspildte ikke en mulighed for at fortælle ham det. Hans kone Sólrun gjorde det samme på hjemmefronten – og da Lars vendte hjem fra Atlanten, havde han tænkt sig om. Han valgte at takke nej til de mange jobtilbud og i stedet kaste sig ud i et politisk projekt, der i princippet kunne gå alle veje. 

Det beundrer jeg ham for at turde. Det er kun mennesker, der brænder for politik som tager sådanne skridt. 

Vi talte en del sammen i efteråret 2020,  og i januar 2021 startede vi så det hele op. Vi var to til en begyndelse… Vi drev det videre på rigtig højskolemaner med samtale, græsrødder, folkebevægelse og folkeoplysning. Resten er historie. I dag er jeg spidskandidat i Vestjylland for Moderaterne; et etableret nyt parti, der er drevet af mod og meninger og mennesker. Vi ved godt, hvad vi vil – og det er der ikke noget mærkeligt i; det særegne for Moderaterne, tænker jeg, det er, at vi også ved, hvad de andre vil. Vi ønsker at stå midt i det, der er dansk politik, fordi det er der, vi tror på, der er mest at tale om, tænke over og lytte til. Og så tager vi stilling. Vi tror, den bliver helt central for Danmark…