SPIN, FEDT OG SNYD

SPIN, FEDT OG SNYD. Det her bliver et rekordlangt opslag på Facebook, som vel bare er som at udgive en kronik herinde. Eller en lille gratis bog… men jeg har brug for at gå på sommerferie uden tusinde daglige opkald, jeg alligevel ikke har tænkt mig at deltage i…

Der er kommet endnu en bog om Moderaterne. Det kan jeg mærke på min telefon, der altid kimer løs, hver eneste gang bussen tager et sving i retning af rabatten. Jeg følger selvfølgelig tæt, hvad det parti jeg startede, er endt med at være. Men jeg har ikke behov for at fodre journalister med nye historier, når de er på fisketur.

Jeg afviser gang på gang forkerte historier – men bekræfter sørme også de gange, jeg kan dokumentere at en historie er korrekt og pressen har alle detaljer fra andre. Det er vigtigt at sandheden kommer frem. Hele sandheden. Men jeg vil ikke være budbringer. Det jeg ville ud med selv, er med i den bog Axel Boisen udgav om mig, “Jeppe på Borgen”.

Moderaterne leger tydeligt med demokratiske principper. De behandler folk modbydeligt og har skabt en usund kultur. De afviser enhver kritik fra baglandet. Lars er egenrådig og vil endda holde ting hemmeligt for folketingsgruppen og bestyrelsen, fortæller han selv på en lydoptagelse. Partiet gradbøjer regler, der giver mulighed for at skjule regnskaber og føre folk bag lyset. Det var ikke det parti, vi ønskede at starte. Og det er ikke et parti, der skal lede Danmark, når de ikke engang kan lede sig selv.

Forleden fik jeg et opkald fra en journalist, der sagde “har du ikke lige et eller andet nyt om Løkke vi ikke har skrevet endnu”. Sådan fungerer det altså ikke! Det viser jo tydeligt, at pressen nogle gange fisker. Jeg tror jeg det sidste år har afvist over 50 historier om Moderaterne, som jeg kan dokumentere er ren sladder. Andre gange ringer pressen dog med helt håndfaste og sande historier jeg kan bekræfte og dokumentere, da alt andet ville være at lyve – og ofte er der detaljer, jeg ikke kendte – som ryster mig. Og som gør, at partiet ikke bør genvælges.

Lydoptagelserne fra Mike Fonseca viser ikke bare villigheden til at gradbøje vores demokratiske spilleregler – det viser også kulturen! Det viser, hvordan man agerer tæskehold. Og det viser tonen overfor dem, der peger på, hvad vi egentlig havde planer om at være, men aldrig blev.

Når jeg lyttede til ledelsens råhed på de optagelser får jeg flashback til mange diskussioner undervejs. Møder nogle havde med mig under valgkampen, hvor jeg skulle sættes på plads med trusler, anekdoter om erfaringer og andre eventyr for at redde partiet fra en dårlig historie – og jeg mindes utallige gruppemøder, hvor alle folkevalgte, der stiller spørgsmål, bliver lukket ned. Henrik Frandsen, der som mødeleder aldrig giver samtalerne tid, men mener “det må tages en anden gang”. Det sker bare aldrig.

En Løkke der bankede hårdt i bordet på et gruppemøde og råbte af mig, da jeg påpegede, at man ikke bare kan ændre markant på partiets EU-politik ved et skrivebord, fordi man ønsker at få en halvkendt kandidat – men må have det igennem baglandets godkendelse på et årsmøde – eller i det mindste sikre, at vi alle kan se os i den nye linje. Den slags gav kun råberi i gruppelokalet og så bliver det næsten altid, med Frandsens hjælp, som formanden kræver – mens man selv går ud af lokalet til den ventende presse og overvejer, om det var dråben – eller om der er plads til en enkelt dråbe mere. I bakspejlet kan jeg se, at jeg slugte for mange dråber undervejs. Mink, koranlov, bededag, krise-retorik og utallige interne ting, jeg lod fare. Det har jeg kun mig selv at bebrejde. Og det gider jeg ikke spilde tiden på. Hellere se fremad.

Demokrati er besværligt.
Bagland er måske træls at skulle forholde sig til, men det ER dem der ejer partiet!

Som formand er man ikke partiejer eller egenrådig direktør for et firma. Man er valgt af medlemmerne. Det er baglandets parti. Det var det vi startede! Endda med så stort demokratisk forståelse, at ethvert medlem kan møde op på årsmødet og stemme, ikke bare delegerede. Men det kræver jo, at medlemmerne kender til det, de skal forholde sig til!

Alt det jeg forlod er nu på en lydoptagelse, så alle kan vurdere det og høre, hvordan ting ofte råbes igennem. Uanset hvad man måtte mene om Mike og hans absolut uforståelige kærlighedsforhold, så afslører lydoptagelsen meget mere end det. Den afslører egenrådighed og en uværdig kultur, der også smadrede sekretariatet og gør, at nogle tidligere medarbejdere fortsat går til psykolog, andre er videre i nyt job med dårlig smag i munden – og andre forsøger at holde ud derinde endnu.

Enten fordi dråben ikke har fået alt til at vælte endnu – eller fordi man frygter, hvad der sker med en, hvis man går ud på savannen i kamp med de største dyr.

En del af de bortviste medarbejdere havde svært ved at få job, fordi partiet jo indirekte påstod, at de alle var intrigante ballademagere. Igen blev budbringerne henrettet for åben skærm. Jeg skrev endda anbefalinger til nogle af dem, fordi andre ikke gjorde. Eller blev ringet op af ledelse på de steder, de søgte job og fortalte, at det ikke var dem der var problemet.

De stod helt alene, mens pressen langsomt glemte Arbejdstilsynets helt urimelige afsløringer – og verden bare gik videre. Og på savannen render flere stadig rundt og er bange for de skud, der kommer fra Moderaternes bus. Derfor tør de færreste stå frem! Derfor er de fleste anonyme kilder – som jo stadig er troværdige, måske endda mere – da enhver redaktion i medierne har ekstra check og påpasselighed overfor historier, fra anonyme.

Det er en af de sværeste og mest ansvarskrævende journalistiske discipliner overhovedet!

Moderaterne spinner nu så voldsomt, at jeg næsten ikke kan få luft. Jeg har selv vænnet mig til den mafia-agrige tilgang – efter 30 år i branchen har jeg ret hård hud og er ikke bange for skud. Jeg er forsøgt tilsvinet gennem det sidste år – både af tidligere kolleger der startede en sejrsjubel på Twitter da jeg gik – og mange journalister og kommentatorer har vist mig de sms de har fået fra partiets spinfolk, som forsøger at plante alt muligt – og umuligt – om mig. Jeg har venner i sekretariatet som stadig fortæller, hvad der sker på strategimøder – og også, at Ulla Østergaard ville “pantsætte sine køer for at få råd til at få xxx ned med nakken”. Så jeg har levet et år med daglig nervøsitet i maven, hvis et medie pludselig hopper på det vanvid – det gør de gudskelov ikke.

Moderaterne glemmer bare, at pressen aldrig skriver ud af det blå. Pressen vil have dokumentation – og er mere ordentlige og grundige, end danskerne går og tror. Samme er forlagene, der også har redaktører som skal kunne stå inde for journalistikken. Vi havde tre redaktører på vores bog, “Jeppe på borgen” og der var mange historier, som vi ikke fik lov til at tage med, fordi jeg ikke havde fundet dokumentation nok. Den harddisk har jeg fundet siden udgivelsen.

Jeg var jo den, der fik alle mails til organisationen det første år. Jeg var den, der altid var på cc. Jeg er vel en af de eneste, der har alt fra Moderaternes første 2 år. Alt gik til min server – og partiet har faktisk stadig ikke styr på spor, da f.eks. larsloekke(.)dk stadig går til min server, og dermed viser min hjemmeside.

Så hvorfor bruger jeg så ikke alt på harddisken? Hvorfor hævner jeg mig ikke definitivt og giver harddisken til et medie?

Fordi jeg faktisk vil videre…!

Jeg gider sgu ikke leve resten af mit liv som en slags moderat-kommentator, der skal sidde og ævle om alle de hjulskift der er på bussen. Jeg fortæller kun MIN historie. Det JEG var med til eller ved. Resten må komme frem gennem andre. Og det er jo i høj grad i gang.

Desværre tvinges jeg fortsat ind i bussen. Jeg har klovnenæse på og de fleste artikler nævner pludselig mig, hvorfor jeg selvfølgelig forsvarer mig. Og så har jeg besluttet, at jeg ikke vil lyve om sandheden eller sige “ingen kommentar”, hvis jeg bliver spurgt til helt konkrete ting. Jeg VIL ikke leve i en virkelighed, hvor jeg skal lyve.

Jeg er selv journalist – og den vej vil jeg ikke! Så jeg er tvunget til med mellemrum at træde tilbage i bussen, påføre mig klovnenæsen – og finde i computeren, hvad der var op og ned. Jeg var jo medstifter. Og dermed også ansvarlig for alt det her.

Løkke og Britt Bager forsøger sig med m forklaringer i disse uger, som jeg ved, at de ved, er forkerte. Og deres spin undrer mig virkelig… hvorfor ikke bare lægge sig ned, når de jo ved der er dokumentation, som kan komme frem? Eller andre af deres svar, som selv en goble kan gennemskue er ren fiktion?

LAD MIG ENDELIG TAGE DET FRA EN ENDE AF, så jeg ikke skal svare det samme til alle der ringer, men kan henvise hertil:

— PERSONGALLERIET —

Britt Bager står som ansigt på en masse forsvar, om en tid hun slet ikke var del af. Det er smart, for når dokumentationen vil modbevise hendes mange påstande, så kan hun jo sige at “hun er overrasket over de nye oplysninger, men jo ikke var der i den periode og kun fortalte ud fra det, hun havde fået fortalt”.

Løkke har ikke bare kattens 9 liv, men er vel på liv nummer 43. Hans form er altid enten at svare udenom, trække en enkelt ting ud og kun fokusere på det – eller vise den joviale sjove fyr med lidt skævt smil, der mener det hele er en storm i et glas vand. “Hov, så er der en som er gravid. Hvad gælder. Vi har ingen politik”, siger han f.eks. og siger, at “sådan er det at være iværksætter”.

Men nej, skal jeg hilse at sige fra tusinder af iværksættervirksomheder i Danmark. Sådan er det IKKE at være iværksætter. Man har styr på reglerne og ved godt, at kvinder kan blive gravide. Iværksættere er ikke som Løkke. De kæmper for at skabe en god virksomhed og bliver de kritiseret, så retter de ind eller søger hjælp.

I denne sag, som er alvorlig for folkestyret, er han først på Færøerne og taler om at ville give en times interview til færøsk TV og at alt det med Mike jo er en gammel sag, som godt kan vente lidt endnu – og jovialt taler om en journalist, Johan ønskede var på pension. Men sagen er ikke gammel. Den er kommet ud nu – selvom forbrydelsen er to år gammel.

Jeg tror dog nogle vælgere – måske de magiske 2% – synes det er sejt at Løkke har overskud til et par vittigheder. Det er det, han klarer sig igennem med – for hvis der er “ild i piben og overskud til smil, så er der nok ikke så meget om det”. På den måde får Løkke 43 liv.

Det er dog ikke noget han har. Det er noget du, som vælger, giver ham.

Om han så har liv nummer 44 tvivler jeg på! Det er een ting at gå i kælderen med politikeren Kristian Jensen og kæmpe om lederskab eller flyve for dyrt på en rejse eller købe underbukser. Udgive en bog, der ændrer hele Venstre midt i en valgkamp uden at tale med de andre kandidater først. Det er egne fadæser og kan tilgives eller tilskrives “sådan er politik”. Det er Løkke, som vi ved han er. Det vidste jeg også, da jeg gik sammen med ham dengang. Men jeg troede naivt han var ny, da et nyt fællesskab samlede ham op fra bagsædet på Venstres kampagnebus.

Der er dog forskel på undertøj og folkestyrets grundpiller.

Og der er forskel på at være rå i en kælder med en politiker og på at være rå overfor en række medarbejdere.

Men det må vælgerne jo bedømme. Mange danskere skifter holdning i valgkampen, mange endda først i stemmeboksen – og så har man det jo med at glemme alt, fra de sidste fire år. Jeg håber sådan, at vi danskere bliver bedre til demokrati – og rent faktisk har et ståsted, der ikke kan rokkes af kampagner men kun af virkeligheden.

Resten af personerne i galleriet er “gemt væk” – samme strategi de mente Mike kunne leve videre på i stilhed. Er du der ikke længere, bliver du ikke kritiseret.

Ulla Østergaard er flyttet til ældreministeren. Kirsten Munch Andersen er ansat af Ullas mand og har fået nogle bestyrelsesposter af kulturministeren. Og resten, der stadig er partiet tro, siger ikke så meget – men taler virkelig meget “til baggrund” kan jeg læse mellem linjerne (at tale til baggrund er, at tale med pressen uden at det kommer frem. Anonym kilde).

Moderaterne er utæt som en si. Ret tydeligt, at flere stadig lækker fra hovedbestyrelsen, ligesom de gjorde med min mail. Efter gruppemøder, hvor jeg havde været i infight med Lars Løkke som næsten den eneste, der turde sige ham imod, blev jeg altid hurtigt efter ringet op af journalister, der havde fået et fyldigt referat fra det lukkede rum fra mine “kolleger” og ville have min reaktion. Jeg ved hvem der lækkede noget af det, fordi jeg har gode kolleger i pressen og har sagt det til ledelsen – men intet skete. Og alt slipper jo stadig ud. Både fra bestyrelse, møder, gruppen – og også fra sekretariatet, der fortsat ikke er paradis på jord.

— BITTER HÆVN —

Partiet fortsætter med at påstå, at alle der taler om alt det, de har oplevet, bare vil have hævn eller er bitre. Forsmåede eller det, der er værre.

Det tror jeg nu ikke nogen af os mange frafaldne er! Vi er rystede over, at det vi gik ind i – og det vi brugte flere år af vores liv på, ofte med personlige omkostninger, er endt i grøften. Og vi har vel alle som en et ønske om, at den slags skal frem i lyset, fordi vi helt personligt har som grundværdi, at det netop er hvad Moderaterne skulle bekæmpe.

Det er sagt i hele opstarten på næsten alle webinarer – at det er alt den magtfuldkommenhed og lukkethed, som Christiansborg er fuld af, vi ville ændre dengang – men nu er det partiet selv, der bruger den form. Alt det vi netop meldte os ind i, viste sig at være en løgn. Det er hverken hævn eller bitterhed.

Det er en afgrundsdyb skuffelse! Og hvis man hører en løgn, tænker jeg de fleste går i rette med en løgn, hvis de endda kan dokumentere den.

Der er ALTID noget galt med budbringeren. Aldrig med partiet.

— OMSORGEN FOR DEN LILLE PIGE —

– “Vi gjorde det for den lille piges skyld”, forklarer Britt Bager og Løkke om det faktum, at Mike Fonseca blev tilbudt penge for mandatet. Det var udelukkende for at hjælpe Mike videre og beskytte den lille pige.

Der er al mulig grund til at beskytte hende. Det lyder som den rene omsorg fra Moderaterne, sagt med hovedet lidt på skrå. Jeg fatter sørme heller ikke Mike (!!) og forstår den dag i dag ikke, at han mener det er muligt at være folkevalgt med en sådan beslutning i privatlivet, men det er faktisk hans valg og det er ikke ulovligt – han brød alene partiets regler og derfor skulle han ud!

Men det var tydeligt ikke beskyttelse af pigen, partiet ville.

De ville have et mandat og kimede pigens forældre ned – og fortalte om den død og ødelæggelse der ville følge efter, hvis ikke de overtalte Mike til at forlade Folketinget. Men historien VAR jo ude. Og kunne ikke stoppes. Det ville blive præcist ligeså slemt, hvis han havde forladt Folketinget – fordi pressen jo ville jagte, hvorfor han stoppede – præcist som da de afslørede Jakob Engells narkokørsel, som jo først blev afsløret efter han havde forladt Folketinget med en hvid løgn. Den slags kommer frem, men de forsøgte at tegne et rosenrødt Narnia for Mike og pigens familie, hvor historien ikke blev så slem og Peter Arnfelt (Ullas mand) ville hjælpe hele vejen med at håndtere pressen.

Gik han derimod ud som løsgænger med det mandat, som vælgerne har givet ham uanset stemmeantal, ville han opleve helvede på jord. Miste håret. Miste sig selv. Tage piller. Gå ned. Smadre pigen. Og ikke engang have parti-betalt støtte fra Arnfelt.

Partiet afslører dog her sig selv.
Fokus var på mandat og ikke på at beskytte en pige.

I det sekund Mike ikke makkede ret og ikke ville give dem mandatet, så gik partiet ud med voldsom retorik. Løkke sagde voldsomme ting om sagen og Monika Rubin skrev “klamme Mike” og anklagede ham for grooming, som ændrede hele vinklen til at være en forbrydelse. Store dele af gruppen var rasende over den besked fra Rubin. Jeg har lige læst tråden fra dengang mellem os alle – og hvad jeg skrev med de forskellige folkevalgte om. Det splittede os alle totalt.

Så meget for at ville beskytte “den lille pige”. Partiet var totalt ligeglade med pigen, de ville købe et mandat. Og undervejs truer de, manipulerer de og taler om at Mike ville tabe håret og alt muligt andet. Mike er tydeligt rystet og beslutter sig for at starte en optagelse, da ingen ellers ville tro ham. Det har han ret i. En del historier og spin har handlet om det møde i Køge, som Mike ikke optog – (men som jeg opfatter som helt lige gyldigt for pointen, læs mere senere).

Partiet skulle selvfølgelig bare klart sige, at Mike ikke kan være i Moderaterne fordi vi er et moderne parti, der har regler (code of conduct) imod det han har gjort. Punktum.

Det gjorde partiet ikke. De anklagede ham for en forbrydelse. De beskyttede ingen, da mandatet først var tabt. Måske de endda gjorde det værre for pigen? Hævn og vrede over mistet mandat erstattede hensynet?

— DET VAR MIKE DER VILLE HA PENGE —

Inden mødet i kælderen, hvor Løkke og de andre fra ledelsen overfuser Mike Fonseca, er der et møde i Køge. Her tager Ulla og Kirsten ned for at tale med Mike og pigen og hendes forældre. På det møde siger Mike, at partiet tilbød penge, hvilket passer fint med at Løkke dagen efter i en optaget samtale spørger til, om Mike har tænkt over tilbuddet. Partiet derimod mener, at det er Mike der beder om nogle penge fra partiet. Hvilket bekræfter Mikes pointe med, at ingen ville tro ham over en dørtærskel, hvis ikke det var på bånd. Det var Køge-mødet ikke.

Jeg er faktisk helt ligeglad med, hvem der bragte det på banen. Hvis vi leger det var Mike, der pludselig beder om penge for at gå, så skal et ansvarligt parti selvfølgelig omgående svare “hvad i himlens navn er det du foreslår? Det her er sgu ikke en virksomhed eller en fabrik – det er et demokratisk parti og du har brudt partiets regler”.

Det svarer de ikke. Tværtimod sidder Danmarks udenrigsminister, som alle siger er den dygtigste politiker på borgen, i en kælder på et københavnsk hotel og roder i sine egne lønsedler for at få aftalen med Mike om pengene på plads. Så om de selv kom med tilbuddet eller Mike ville have penge, aner vi ikke. Men vi ved at partiet gik med på det. Og meget andet. Ovenikøbet at Mike kunne blive i partiet som medlem, selvom reglerne er brudt!

— LØKKE VILLE LYVE FOR GRUPPEN —

Løkke og Britt Bager har gentagne gange talt om vores code of conduct. Vi har netop egne klare regler for, hvad vi vil finde os i. Reglerne er nedskrevet på moderne vis, helt i starten – så man ved alt om, hvad der tillades og hvad der betyder, at man smides ud.
En del af reglerne handler om mobning, chikane og sexisme mv. Alt det der foregik i sekretariatet, men som ikke rigtigt kostede de ansvarlige spor.
Andre eegler handler netop om, at Moderaterne opfatter unge under 18 år som børn – i forhold til seksuelt samvær.

Længere er den ikke. Mike brød vores interne regler – og skulle ud. Det var alle i gruppen enige om. Det var alle i partiet enige om.

Gudhjælpemig om ikke Lars Løkke i lydoptagelsen vælger at kaste partiets regler og værdier under bussen. Det var pludselig til forhandling.

Mike kunne godt blive som medlem af Moderaterne og endda prøve at stille op en anden gang, og så ville den lille pige være 22 år og så var det hele jo en anden historie.

Nu var de klare regler, som Lars og Britt eller hele tiden holder sig til, pludselig til forhandling. Og hvad værre er: Lars Løkke lover Mike, at det ikke er noget folketingsgruppen eller bestyrelse mv. kommer til at vide! Det bliver mellem de fire personer i kælderen.

Det er alvorligt at høre på! Og det gør ekstra ondt, fordi de afslører to ting jeg slet ikke kan leve med. Det ene er, at de regler vi alle har skrevet på og nikket til, kan være del af en forhandling. Bryder man reglerne er det ud – med mindre du sidder på noget partiet gerne vil beholde, så er værdierne totalt ligegyldige. Den anden ting er, at Lars her afslører sig selv som egenrådig leder. Helt nordkoreansk kan han se gennem fingre med de regler, som hele hans parti og bagland har vedtaget – og lige lave en lokumsaftale om dem. Og så vil han holde det hemmeligt for alle dem, der står bag Løkke. Dem der har ansvaret. Bestyrelser der knokler i fritiden med at være ansvarligt bagland, men nu ikke må vide spor om det, de er ansvarlige for.

Løkke afslører at han ikke stoler på sit bagland – og at han er eneejer af en fabrik, ikke medlemsvalgt formand for et demokratisk parti. Det gør ondt helt ind i sjælen og er et kæmpe brud på ALT det vi startede med. At være et parti med bagland, hvor ledelsen netop tog baglandet alvorligt og lyttede til alle i et politisk mødested. Det hele var åbenbart bare reklame og indpakning. Jeg fatter ikke, at gruppen og hovedbestyrelsen stadig er der. Tænk at de kan lytte til deres formand nu, der direkte siger, at de intet skal vide. Kan de så i det hele taget sidde og tage ansvarlige beslutninger og tage ansvaret, når de ikke ved spor om, hvad der foregår? Den slags kan man ikke finde sig i, hvis man sidder i bestyrelser.

— JON OG MILLIONEN —

Senest har både Frihedsbrevet, Berlingske og den nye bog fået alle på sporet af, at Jon Stephensen også skulle være blevet tilbudt en million for sit mandat. Det afviser partiet og Britt Bager med, at hun har talt med nogle forskellige i partiet og ikke har kunnet få det bekræftet. Jeg ved, at hun ved bedre – men den må stå for sig selv. Og jeg forstår simpelthen ikke, at partiet tør gå ud med den slags, når vi er en del der kender historien.

Det var nu ikke, som bogen fejlagtigt skriver, alene et møde på en båd. Det var kun orloven, som Jon blev tvunget til at betale selv modsat andre i Moderaterne der har taget orlov i eet væk. Der var også et baglokale på Apollo senere. Det kommer nok frem en dag. Kronologien til trods er historien rigtig nok. Jeg ved det kun fra ekstremt troværdige kilder og kan derfor ikke gøre andet end at bekræfte, at jeg har hørt præcist samme historie og samme detaljer. Mere siger jeg ikke – det må kilderne selv ud med, hvis de vil. Det er deres historie, ikke min. Det er dem, der var der. Flere på sociale medier påstår nu, at han rent faktisk TOG imod penge. Altså reelt HAR fået udbetalt penge. Folkedomstolen kæder det hele sammen med både stemmeaftalen med regeringen, fredningen af Aagaard og nu den nye pudsige samarbejdsaftale, hvor Jon er med i partiet igen men ikke er rigtigt med i partiet igen. Endnu. Eller aldrig. Ingen forstår det. Jeg tror personligt ikke på, at Jon tog imod en krone af det, han blev tilbudt. Det må han jo selv fortælle, hvis han vil.

— PENGEMÆND —

En sidehistorie har været, hvor pengene til Mike og Jon skulle komme fra. Vi ved det ikke. Vi ved kun, at Moderaterne greb muligheden som eneste parti for at skjule første års regnskab. Der kan man heller ikke sammenligne med iværksættervirksomheder, som ikke har samme lukrative mulighed for at starte op i smug.

At politik kræver penge er sikkert og vidst. Der skal penge til valgkampe og kampagner. Og med hvert mandat hører en pose penge til partiet, som de mister hvis nogle bliver løsgængere. Det KAN derfor betale sig at betale for et mandat, da partiet får en masse udbetalt i gruppestøtte hver måned, ved at beholde mandatet. Udover det samles der penge sammen til valgkampe og der er donorer, som spytter penge i partiernes foreninger. Helt som når Kattens Værn arver penge. Og dog, for her er det selvsagt angribeligt. Ingen aner hvem pengene kommer fra – og der er konstante rygter om, at lobbyister og erhvervsliv kan købe partiers holdninger. Eller at erhvervsfolk reelt kan eje et parti, som det jo skete med Sejr der ejede Samuelsen og Ammitzbøll i det tidligere LA. (Sidstnævnte kan slet ikke se problemet med Løkkes mandat-køb, hvilket ikke rigtigt undrer mig med den fortid, hvor penge spillede en markant rolle). Hvem der betaler hvad er hemmeligt. Jeg har ikke bidraget til den snak i pressen, men erkender der er penge i politik. Derfor er erhvervsklubber ok, så længe det er gennemsigtigt. Jeg vidste bare ikke, at penge også kunne bruges til at betale for sammensætningen af gruppen. Bruges til mandater. Det ved vi nu – og det må vi handle på på Christiansborg.

Reglerne tillader nærmest alt – og de bygger på tillid. Det viser sig vel nu, at vi ikke kan bygge alene på tillid, da der er nogle, man ikke kan have tillid til. Derfor må reglerne laves om – jeg ser oppositionen rykke sammen om den dagsorden. Det samarbejder jeg gerne om med min viden og erfaring.

— DEN NYE BOG OM NOGEN —

Der er en ny bog på trapperne. “Nu skal det handle om nogen”. Jeg har ikke læst den endnu, men den er sendt til pressen.

Britt Bager siger igen og igen, at partiet ikke vil tage bogen alvorligt. At den er skrevet på en måde, som ingen redaktioner i dansk presse ville acceptere – med anonyme kilder – og at den jo er et partsindlæg, fordi den er skrevet af “en ekskone til en løsgænger og tidligere personlig assistent”. Samme sang kommer de partitro med een for een, med et lille citat fra bogen de er forargede over – og så lige en sviner til bogen som åbenbart er bestilt arbejde, skrevet af forsmåede budbringere og ikke neutralt fordi den ene har været gift med mig.

Det er smart, men det er løgn fra ende til anden.

Bogen er skrevet af journalist Jakob Kanne Bjerregaard. Jeg tror ikke nogen i dansk presse har skyggen af en finger at sætte på hans journalistik.

Derudover har forlaget jo redaktører, der journalistisk skal kunne stå på mål for indholdet. Og brugen af anonyme kilder er, som skrevet, en særlig disciplin som med sikkerhed gør, at redaktørerne har været på stikkerne og krævet enten flere kilder eller dokumentation.

Og så er der Pia Møller Søe. Forfatter af et utal af andre anmelderroste bøger. Hun er ganske rigtigt min ekskone gennem 23 år… men partiet og Britt Bager glemmer helt, at Pia var medstifter af Moderaterne! Hun var med fra januar 2021. Hun var med i foreningen af 8. Januars medlemskreds, som kun talte meget meget få indviede. Hun var med på stiftende generalforsamlinger.

Hun blev også ansat som den allerførste i partiet, direkte af Lars Løkke som var løsgænger på Christiansborg.

Her var hun ansat sammen med Løkkes sekretær. Hun blev ansat langt tid før Jakob Engell og os andre – men var helt inde i inderkredsen fra start!

Hun sad med på møder. Hun var med på alle mails. Hun skrev med på værdigrundlaget, sammen med mig. Og hun har derfor al viden fra dengang, præcist som vi andre har. Og hun har de fleste dokumenter, præcist som vi andre har.

Senere blev hun ansat på Christiansborg, efter valget, som ansvarlig for det politiske mødested og del af sekretariatet. Dybt inde i alt, der foregik – og tæt på alle de medarbejdere, der enten er gået, blevet smidt ud eller stadig er der.

At Britt Bager forsøger at nedgøre hende til kun at være min ekskone, som på det nærmeste skulle skrive en bog på min bestilling eller med min medvirken, er det glade vanvid.

Pia ved næsten mere end jeg selv. Hun har ikke brug for mig til at fortælle om Moderaterne – og kender alle kilderne bedre end mig. Dengang vi var sammen, delte vi alt og drøftede alt – vi sparrede og har altid gjort det, indtil vi stoppede og ikke længere er på talefod.

Jakob Kanne Bjerregaard har, som man skal journalistisk, forelagt de mange steder i bogen, hvor jeg nævnes. Ikke helt rar læsning det hele, men heller ikke alt sammen forkert. Jeg har ikke deltaget eller kommenteret yderligere. Heller ikke de gange, hvor anonyme kilder taler om noget jeg er skyld i. Jeg har ikke behov for at deltage – jeg har skrevet en bog med Axel. Punktum.

Hvad bogen ellers indeholder glæder jeg mig til at læse, da Pia har langt tættere bånd til medarbejdere og kulturen i partiet, end jeg har – og med sikkerhed har fået folk i tale, der kan fortælle ærligt om Moderaternes kultur og dermed også give et svar på, hvorfor det hele er gået så galt.

Det meste jeg fik forelagt af Jakob Kanne Bjerregaard har Axel Boisen også med som forklaring på moderaternes fald i den bog, han skrev om partiet, med mig som rød tråd. Andet er nyt – også for mig. Rystende nyt.

Den bog tager jeg med mig på den sommerferie, jeg nu begynder på.

— EFTERSKRIFT —

Der er meget mere spin som man skal være på vagt overfor. Når man har arbejdet med spin og kommunikation er det hele ret tydeligt og amatøragtigt, så mon ikke andre opfanger resten selv. Derudover er der velsagtens 100 spørgsmål som endnu ikke er besvaret, da al fokus indtil videre har været på at partiet ville købe et mandat. Og den nye bog stiller velsagtens også spørgsmål, ligesom Axels bog om mig gjorde – som enten fortjener et svar – eller ubesvaret må give mistillid fra vælgerne.

Man kan undre sig over, at partiet tror, at medierne og danskerne er så dumme. At de virkelig kan tro på, at ting går væk ved at spille violin og lægge hovedet på skrå. Til gengæld ved folk som jeg, der har arbejdet med krisekommunikation i årtier, at det godt kan virke. Folk glemmer jo efter nogen tid. Pludselig er Trump aktiv i Iran, pludselig er der en landmand der har skudt en ulv eller en eller anden debat om pension – og så er vælgerne videre.

Godt hjulpet af pressen, især kommentatorer, der gang på gang fremhæver at “sådan er Løkke jo”. Vi har åbenlyst godtaget, at den slags metoder er hans kendemærke og at det er “en dygtig håndværker” man hører på lydoptagelserne.

Kun ganske få tør spørge, om det er den slags dygtighed vi vil ledes af i Danmark – i et demokrati?

Da Axel Boisen udgav bogen “Jeppe på Borgen” var Axel jo en erfaren journalist, der fik lov til at dykke ned i den dokumentation jeg har. Og sammen valgte vi de ting, der fortalte en historie om folkestyret og Moderaterne. Ikke med store afsløringer, men for at fortælle historien om et naivt politisk projekt – og hvad der sker, når et græsrodsparti møder borgens tykke mure. Og i særdeleshed, hvordan Løkke er, når han åbner den gamle værktøjskasse – fremfor at tænke nyt, som partiet ville.

Jeg talte efterfølgende med en politisk kommentator, der havde sablet bogen ned. Jeg er drøn hamrende ligeglad med anmeldelser, men undrede mig over vedkommendes påstande i anmeldelsen, der var dokumenteret forkerte.

Han svarede: “du jo er ved at trække strømstikket ud på det køleskab, alle kommentatorer spiser fra”.

Altså, at alle er helt afhængige af adgangen til Løkke. Og hvis de begynder den kamp, så sidder Løkke så hårdt på Christiansborg, at et medie vil miste en del information. Både fra Løkke selv og Moderaterne, men også regeringen og fra de personer eller partier, der enten er afhængige af Løkke nu eller kunne være det efter et valg.

Og sådan går tingene i ring. Sådan freder man en væremåde på borgen, fordi visse medier er del af værktøjskassen – og vælger at tie. Vælger at glorificere en væremåde og en ledelsesstil, som jeg ikke synes Danmark skal ledes af.

Jeg vil ikke ledes sådan. Jeg accepterer ikke folk der siger, “sådan er politik” – for sådan behøver politik ikke at være!

Og de partier jeg taler med, har ikke samme problemer. Deres busser har en køreplan og en tændt navigation, der ikke ender i grøften. Se bare Danmarksdemokraterne. De er startet samtidig med Moderaterne, men har ikke haft en eneste sag. De har et fællesskab, de har baglandet med sig, de ved hvad de står for. Topstyring er nødvendigt, da nogle jo skal sætte retning og med mellemrum slå i bordet, men det kan åbenlyst gøres på en måde, så der er fuld forståelse. Det kan altså lade sig gøre at starte et nyt parti. Selv Lars Boje har bedre samspil med sine tropper. Liberal Alliance genskabt i fælles front efter en fortid som træklatrere. Dansk Folkeparti samlet – endda med nytilkomne undervejs – om et fælles mål.

I Axels bog “Jeppe på Borgen”, som du kan tage med på sommerferien, peger vi på en række af de ting, der gør at nogle kan – og andre kører i grøften.

Væsentligste årsag er respekt for baglandet. Respekt for græsrødderne, der bærer det hele. Og respekt for, at topstyring aldrig må råbes igennem. Det fungerede i politik for 10-15 år siden, da jeg var politisk journalist – men det dur ikke i 2025, hvor folkevalgte faktisk vælges på grund af holdninger – og tør stå ved dem. Hvor enhver folkevalgt er i daglig kontakt med deres vælgere på sociale medier – og derfor hører fra vælgerne gennem andet end Gallup. Det kræver mere af os politikere, men det gør også at vi mærker endnu mere, når vi pludselig stilles til ansvar for noget, som en formand eller en anden ordfører er ude at sige.

Jeg vil ledes af samtale, debat, handling – og ordentlighed.

Jeg vil ledes af kompromiser mellem forkskellige partier i et rum, der har forhandlet uden rå metoder.

Og jeg vil ledes af folk, der har et moralsk kompas på folkestyrets vegne!

– Den dag vi gradbøjer folkestyrets spilleregler er folkestyret sat ud af kraft.

Det er helt ligegyldigt i denne sag, om noget juridisk er ulovligt. Det er forkert! Og det er udemokratisk. Punktum. Og her må vælgerne tage beslutningen til valget, om vi skal hylde magtens rå metoder som Silvio Berlusconi havde vælgernes opbakning til i Italien, eller om vi vil bevare et gennemsigtigt folkestyre. Det valg er vælgernes. Indtil da skal vælgerne oplyses – af en vågen presse, neutrale kommentatorer og afsløringer af alt det, der er fordækt og forsøgt gemt væk.

Jeg brugte mine to år i Folketingets præsidium på, sammen med de andre gode og modige folk, at finde løsninger som kunne give mindre politikerlede. Styrke tidsfristerne som regeringen skulle give, så politikerne reelt nåede at sætte sig ind i lovstoffet uden at få stress. Rydde op i besynderlige ordninger. Fjerne frikort til Tivoli og andre goder. Forbedre folkestyret ved en anden lovbehandling og meget mere… Noget blev gennemført, andet blev nedstemt i udvalget for forretningsordenen eller i salen.

Men vi må ikke stoppe med at prøve at forbedre folkestyret! Nu er det tydeligt, at det parti jeg var medstifter af, i samme periode jeg sad og arbejdede på bedre folkestyre, har arbejdet på præcist det modsatte.

Det var en lang omgang. Tak fordi du måske læste med i dette nye kapitel af min bog, der måske aldrig helt afsluttes. Nu tager jeg simpelthen på sommerferie og ønskede blot at slå helt fast, hvor jeg står og hvad jeg står for.

Man skal aldrig være bange for sandheden. Hvis man er det, er der jo noget, man ikke er stolt af.

Jeg er stadig ekstremt stolt af det, vi oprindeligt ville, men aldrig gjorde. At det lykkedes at skabe partiet på de liberale værdier, vi havde, men siden forlod. Jeg er stolt af, at Jon Stephensen og Peter Aalbæks ideer om morgensang og en milliard ekstra til kulturen blev til en slags virkelighed – selvom det mest er endt i noget med en pølsevogn – og at vi sammen ændrede borgens fastlåste form, og fik blå og rød i samme stue.

Det kunne virkelig ha været fint – men endte et helt andet sted i det sekund, partiet fik lokale på Christiansborg. Så var partiet omgående som alle de andre – måske endda helt tydeligt værre.

Jeg er lykkelig for ikke længere at være passager – og bruger hver eneste time på at arbejde med alt det, jeg gik til valg på – som andre har forladt. Mit udgangspunkt er fortsat blåt og liberalt, med ønske om bredt samarbejde, helt ud til yderfløjene, så beslutninger holder længere end fire år.

Det fortjener danskere. At de kan lægge planer ud i fremtiden og vide, at politikerne ikke skifter retning hele tiden, fordi flertallet skifter.

Vækst og fremgang kræver stabilitet – især i “en verden der forandrer sig” og det kræver fremsynede beslutninger. De kommer ikke af at have øjnene stift rettet mod næste meningsmåling, næste valg eller på, hvad der står på forsiden af dagens aviser.

Så det er min dagligdag på borgen. Det er hvad min tid går med. Ikke alene, men sammen med alle de partier jeg er tættest på og dagligt samarbejder med.

Nu står den på tiltrængt samvær med mine nærmeste, der har en far og kæreste, der er alt for meget væk hjemmefra. Men i den kommende måned er totalt til stede. Hos dem. Så må vi se, om de stadig kan huske mig 😉❤️

God sommer til jer alle…

/Søe