De kaldte mig meningsdanner. Det er egentlig et forfærdeligt ord. Meninger bør jo dannes af forskellige input, hvor man blander det med sine egne erfaringer. Jeg håber ikke der findes meningsdannere i Danmark – men jeg glædes over, at der er folk som siger, hvad de mener. Sådan en er jeg!
Jeg er aktiv på Facebook med fortællinger og meninger – og jeg har skrevet klummer fast for både BT, Ekstra Bladet, Ræson og magasinet folkeskolen. Plus det løse, fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg har været glad for hvert et ord, men får jo også ord tilbage. De fleste er skønne og gør mig klogere, men der er også både trusler på livet og bandeord i min indbakke. I starten rystede de mig, da jeg virkelig ikke kunne tænke at folk skrev, uden at ville handle på det. Jeg sendte dødstrusler videre til politiet og brugte tid på at se mig rundt, inden jeg gik ud. Nu har jeg vænnet mig til det. Og når nogle skriver “Du skal dø!” svarer jeg, at det er noget vi alle skal en dag og smider beskeden i skraldespanden.
Det er den tone, vi alle må bekæmpe. Jeg tror dog på, at dem der skriver bare er uenige – men ikke har et sprog for den uenighed. Vi siger ofte, at tonen er blevet rå på grund af sociale medier. Det er jo løgn. Den har altid været rå.
Jeg kommer helst på de brune værtshuse og der skal jeg love for, at folk altid har sagt hvad de mener! Det er ikke småting de råber højt med mellemrum om magthavere, systemet eller hinanden.
Den hårde og rå tone har altid været der – nu har folk bare fået bredbånd!
Jeg vil fremhæve mit samspil med Poul Madsen på Ekstra Bladet som eksempel. I virkeligheden passede hverken avisen eller formen til mig. Jeg skrev nogle hårde klummer om Ekstra Bladet – og medier – og tænkte de næppe ville blive glade. Poul Madsen mente anderledes. Han ville gerne kritiseres og hyrede mig som fast klummeskribent. Han bad mig sende LIVE-tv med valgdebat i timevis, nuanceret og med samtale uden konfrontation. Og han lagde hele to gange sendetid til mine rekord-foredrag, hvor jeg i først 24 timer og senere 36 timer talte uafbrudt live på EB. Også om deres egen avis. Og om ham. Det gav et venskab – og en grundlæggende respekt for et menneske, der havde til opgave at lave den journalistik, jeg egentlig taler imod – men favnede kritikken og ønskede samtalen.
Så kommer man altid langt.