Land og by er blevet en sort og hvid debat. Uden respekt og uden fælles forståelse. Vi er splittet op i dem, der ønsker at bo ved en metrostation og dem, der har valgt at bo et sted uden busser.
Danmark skal hænge bedre sammen.
Både gennem foredrag, rådgivning og utallige kursusforløb har jeg hjulpet landsbysamfund over hele landet med at skabe større fællesskab, bedre tilflytning og opbygning af kulturer, der skaber nærvær og aktivitet lokalt. For mig er landsbyerne Danmarks bagland. Der bor store dele af befolkningen – og deres gåpåmod og ukuelighed er beundringsværdig.
De oplever et ringere serviceniveau. Ambulancen kommer oftest for sent, busserne kommer slet ikke og alt de ser politikerne tale om, er fjernt fra deres hverdag – fordi de fleste magthavere hurtigt flytter ind til byerne, med metroen i baghaven – og glemmer dem, der lever på en anden måde. Vi skal have en bedre sammenhængskraft i samfundet. Det er helt tydeligt, når man træder sine primære skridt på landet, som jeg gør.
Vi skal give plads til, at rigide regler der passer fint til Nørrebro bliver anderledes i Hvide Sande. Vi skal give lov til noget kystbyggeri, der kan tiltrække turisme og aktivitet til et område, uden at ødelægge naturen – men man må gerne gå på kompromis med naturen. Danmark har 7.314 kilometer kystlinje. Jeg tænker stadig man kan få den gode oplevelse af klitter, selvom vi allokerer et par hundrede meter til en oplevelsespark, et vandland eller et konferencecenter eller giver lov til at lave aktivitet på stranden. Vi skal sørge for, at det ikke tager overhånd – da både lokale, besøgende og turister jo netop kommer for naturen – men vi må også åbne for, at der skal ske mere aktivitet på regnvejrsdage.
Vi skal stoppe med at tale om land og by – og gøre det til modsætninger, man kan starte partier på alene at ville noget med. I virkeligheden handler det jo om at tale alene om land. Nemlig Danmark.